Manrico Vertelotti og Nicola Catelli arbejder for et firma, der har specialiseret sig i at lave mosaikker. De har tidligere lavet en mosaik på Rigshospitalet i København. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation

Det bliver ikke bare et godt hospital. Det bliver også et flot hospital. Det blev ekstra tydeligt i denne uge, hvor to italienske kunsthåndværkere begyndte at installere et af de mange kunstværker, der skal pryde den 375 meter lange foyer.

Manrico Vertelotti og Nicola Catelli har travlt i Gødstrup i disse dage. De to italienske kunsthåndværkere er nemlig ved at sætte en 11m2 stor mosaik op ved et af venteområderne i den lange foyer.

Kunstværket er designet af Erik A Frandsen, som vandt opgaven med at smykke hele den lange foyer.

Det består at 110.000 små stifter i morano-glas i mange lyse og glade farver.

I disse dage består de to håndværkeres arbejde i at sætte 436 forproducerede mosaik-plader op efter en nøje afstemt tegning.

Men før de er kommet så langt, har det taget fire mand cirka seks måneder at skære de mange små glasstifter og sammensætte de mange mosaik-stykker præcis efter kunstnerens anvisninger.

Derfor er det da også noget særligt, endeligt at se det store værk tage form på den væg, den skal pryde.

- Det er virkeligt rart at se det blive sat op. Når kunstneren viser tegninger og taler med os om værket, kan det godt være svært helt at forestille sig, hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden. Men nu, hvor det er ved at komme op, kan man virkelig se, hvad idéen er, forklarer Manrico Vertelotti.

Skal give farve, liv og lethed

Maibritt Nielsen er rigtig glad for at se den store mosaik af kunstneren Erik A. Frandsen tage form.  Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation

Også for Maibritt Nielsen, der er specialkonsulent og har ansvaret for kunsten på det nye hospital, er det en stor dag. Nu bliver mange års planlægning til virkelighed, for det var helt tilbage i 2015, at Erik A Frandsen vandt konkurrencen og fik opgaven med at udsmykke den lange foyer.

- Jeg er meget overrasket. Jeg vidste, at Erik A Frandsen ville tilføre noget farve, liv og lethed til rummet, men det her er virkelig flot, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg er virkelig glad. Det er dejligt at se, at det lykkedes med, der er arbejdet på igennem lang tid. Jeg har selvfølgelig set skitser, men også jeg har måttet vente med at se det færdige resultat.

Når mosaikken og resten af hospitalet er færdigt, vil ikke kun være de små glassten her, der giver farve til rummet. Kunstudvalget har nemlig valgt, at farver og polstring på foyerens specialdesignende møbler skal komplimentere de farver Erik A Frandsen bruger i sin kunst.

Fakta

Mosaikken er en del af Erik A Frandsens samlede kunstprojekt på Regionshospitalet Gødstrup, der blandt andet er støttet af Knud Højgaards Fond og 15. juni fonden.