René Sørensen er bygningskoordinator i Teknisk Afsnit og har ansvaret for at alle garniturepakkerne bliver sat op de rigtige steder. Her ses han i det midlertidige lager af stativer, holdere, skraldespande og meget mere, der skal sættes op  på Regionshospitalet Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen Kommunikation.

11.12.2020

Over 60.000 montage skruer skal sættes i væggene på Regionshospitalet Gødstrup, for at de tomme rum kan blive gjort klar til at fungere som et hospital. Den opgave styres af René Sørensen fra Teknisk Afsnit, og han går i gang så snart – og nogen gange før - entreprenørerne har afleveret bygningerne.

Det er nok ikke noget, man tænker ret meget over i det daglige, men for at sikre at hygiejnen på et sygehus hele tiden er i top, skal der i næsten alle rum være adgang til at vaske og tørre hænderne – og ikke mindst spritte af.

På Regionshospitalet Gødstrup er arbejdet med at føre disse ting tilgængelige i fuld gang. Her er nemlig ca. 4600 rum, de fleste af dem skal udstyres med de såkaldte garniture-pakker, altså hygiejneartikler som sæbe- og spritdispensere, papirholdere og affaldsspande.

Opgaven startede i september med overtagelsen af Psykiatrien, og efterhånden er også NIDO og dele af etape 3 også blevet udstyret med garniture-pakker. Men opgaven slutter ikke der, for der skal også sættes hylder op i mange af rummene.  Faktisk skal der sættes 3.300 hylder op. Det svarer til over 2.6 km hylder. 

2000 timer sparet - måske

Oprindeligt var der afsat ca. 6000 arbejdstimer til opgaven, men ved at holde øjnene åbne for nye løsninger, har René og kollegerne allerede kunne skære 2000 mandetimer af opgaven.

- Det går hurtigere, at montere end vi først havde antaget, for vi har fundet en ny type montage skrue, der kan skrues direkte i vægge, og det betyder, at vi mange steder ikke behøver at sætte ravpluks i først, forklarer René Sørensen, der er bygningskoordinator i Teknisk Afsnit, Serviceafdelingen.

Lige nu er der én til to mand på opgaven, men efterhånden som flere områder bliver overdrager vil der blive mandet op, for opgaven skal være færdig før alle medarbejderne fra Herning og Holstebro flytter ind. 

- Vi skal være klar med at sætte det basale op, inden vi flytter, og så må vi fylde sprækkerne efter indflytningen, forklarer Rene Sørensen.

Men om der regnestykke helt holder er ikke sikkert. Corona-pandemien betyder nemlig, at der er et endnu større fokus på at gøre hygiejneprodukterne lettilgængelige.

- Corona-pandemien betyder eksempelvis, at vi ikke kan nøjes med håndspritsdispensere i kontorer og møderum. Nu skal vi også sætte holdere op til spritservietter, så personalet kan tørre borde og stole af. Det betyder ca. 10% flere ting at hænge op. 

Faktaboks

Her er bare nogle af de ting, som Teknisk Afsnit skal sørge for er på plads inden indflytningen til Gødstrup: 

  • Spritdispensere: 3835 
  • Sæbedispensere: 1639 
  • Håndklædedispensere: 1587 
  • Trådkurve: 2206 
  • Handskestativer til 4 æsker: 1466 
  • Handskestativer til 1 æske: 478 
  • Wet Wipe holdere: 2132 
  • Opkastposeholdere: 41 
  • Toiletbørsteholdere: 993 
  • Madamepose holdere: 476 
  • Knagerækker: 1395 
  • Toiletrulleholdere: 1037 
  • Ekstra toiletrulleholdere: 993 
  • Kanyleboksholdere: 764

Og så skal der sættes 3.300 hylder op. Det svarer til over 2.6 km hylder. 

 

Det hele sættes op med: 

  • 60.000 stk. montage skruer
  • 8.000 stk. 10mm expandet pluks