Dronebillede af hospitalsbyggeriet i Gødstrup. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland.

Dronebillede af hospitalsbyggeriet i Gødstrup. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland.

15.08.2019.

1. september mellem kl. 10 og 15 bliver byggepladsen i Gødstrup til hospital for en dag. Over 150 læger, sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere, ambulancereddere, og flyttefolk m.fl. slår nemlig dørene op til "Åbent Hospital", og alle er velkomne.

"Vi sætter alle sejl til i år, fordi vi glæder os meget til at arbejde i de nye rammer, og vi har så meget at fortælle", siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen.

På Åbent Hospital kan du komme indenfor og rundt på i alt fem ruter på det nye hospital, som nogen steder endnu er en byggeplads, og andre steder har farver på væggene og er klar til de tekniske installationer.

På de over 30 forskellige stande kan du møde over 150 ansatte, og en del af vores tætteste samarbejdspartnere, der alle brænder for at fortælle om deres arbejde, og om de nye rammer, som de snart kommer til at møde patienterne i.

Du kan blandt andet: 

  • Komme rundt i vores nye akutmodtagelse, se en ambulance tæt på og høre om de mange forskellige faggrupper, der arbejder sammen for at sikrer dig den bedste behandling, hvis du bliver akut syg eller kommer til skade.

  • Besøge et sengeafsnit med enestuer, få en smagsprøve på hospitalsmaden og høre om den måde, vi allerede nu indarbejder de nye arbejdsgange, der bliver bærende, når vi er flyttet ind på Regionshospitalet Gødstrup.

  • Høre om, hvordan man flytter et hospital på kun 14 dage, møde nogle af vores vigtige samarbejdspartnere i kommune og region, og møde repræsentanter fra vores brugerråd.

Mennesker i nye rammer 

"Et hospital handler om mennesker - om patienter, pårørende og personalet - og mange af de ting, der bliver anderledes i Gødstrup, handler i høj grad om, at vi får rammerne til at arbejde på nye måde, hvor vi i højere grad kan sætte patientens behov i centrum.

"Mange af disse nye arbejdsgange er vi allerede i gang med at indføre, så vi er helt klar til at flytte ind, så snart byggeriet er færdigt. Det vil vi gerne fortælle om, når vi ses 1. september i Gødstrup", lyder invitationen fra hospitalsdirektør Poul Michaelsen.

Tag de gode sko på, for der er meget af se på det 142.000 m2 store hospital. De afmærkede ruter tager dig med rundt på en del af de områder, hvor du som patient eller pårørende vil få din gang. Det gælder blandt andet Klinik/ambulatorieområderne i stueetagen og på 1. sal, samt sengeafsnittet på 6. etage. 

Derudover bliver der en foredragsscene, hvor du kan blive klogere på alt fra kostkonceptet til flytteplanerne. I forbindelse hermed vil der også være mulighed for at købe en lille forfriskning og hvile benene.

Program for foredrag på scenen i Restoen i Gødstrup

  • Kl. 10.25: Patientens hospital i Gødstrup
    Hospitalsdirektør Poul Michaelsen.

  • Kl. 10.50: Sådan flytter vi to hospitaler til Gødstrup
    Projektleder Jacob Pedersen.

  • Kl. 11.15: Patienterne får egen stue med plads til de pårørende
    Sygeplejefaglig direktør Ida Götke.

  • Kl. 11.40: Nyt kostkoncept – mad til dig 24-7
    Ernæringschef Lone Viggers.

  • Kl. 12.05: Sådan finder du rundt på hospitalet – fra indkaldelse til undersøgelse
    Lægefaglig direktør Jens Friis Bak.

  • Kl. 12.30: Vi er allerede flyttet og er klar, når byggepladsen er det
    Afdelingssygeplejerske Henny Færge

  • Kl. 12.55: Bæredygtig teknologi på hospitalet
    Projektchef Michael Hyllegaard.

  • Kl. 13.20: Vi forsker på livet løs
    Forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup.

  • Kl. 13.45: Herning Drengekor synger sange fra højskolesangbogen

  • Kl. 14.25: Afslutning: Spørg om Gødstrup og få svar
    Hospitalsledelsen.

Andre events

  • Se en ambulance og mød Præhospitalet:  Akutmodtagelsen ml. kl. 10-15
  • Mød hospitalsklovnene: Foyer og sal 6 ml. kl. 10-12
  • Mød Legehelten: på sal 6 ml. kl. 10-15
  • Mød Bamsehospitalet: rute 1 i stueetage ml. kl. 12-15
  • Derudover får vi måske et kort besøg af en Lægehelikopter.

Regionspsykiatrien Gødstrup er med

Lige ved siden af det, der skal blive til Regionshospitalet Gødstrup, skyder Regionspsykiatrien Gødstrup i vejret.

På Åbent Hospital kan de besøgende blandt andet få lov til at se nogle af de kommende sengestuer, og de kan møde en tidligere bruger/En af OS-ambassadør, der fortæller om sin oplevelse af at have være indlagt i psykiatrien.

Vidste du, at…

  • vi bygger et ca. 13.500 m2 stort psykiatrisk hospital.
  • byggeriet står færdig i år 2020.
  • det bliver en arbejdsplads for ca. 450 medarbejdere i psykiatrien.
  • byggeriet forventes af koste 380 mio. kr.
  • vi forventer omkring 48.000 ambulante besøg pr. år.
  • vi bygger 90 sengestuer og 58 ambulatorier.
  • en 375 m lang foyer forbinder psykiatrien med det øvrige hospital.

Vi bygger for livet

Åbent Hospital i Gødstrup er en del af "Vi bygger for livet", der er Danske Regioners kampagne for Åbent Hospital i mange af kvalitetsfondsbyggerierne landet over.

Find mere information om hospitalsbyggerierne og Åbent Hospital 2019 på Vi Bygger For Livets hjemmeside.

NB: Husk, at det forsat er en byggeplads, så varmt tøj og praktisk fodtøj er en fordel.

For mere information

Se hele programmet for dagen her.

Kontakt

Kommunikationskonsulent Dorthe Gærup Nielsen: dogani@rm.dk / tlf. 6137 9386.

Kommunikationschef Finn Møller: fm@rm.dk / tlf. 5125 3537.