Det canadiske firma er specialister i at flytte store sygehuse 

06.09.2018

Det canadiske firma HCR fra Toronto er eksperter i at rådgive, når store sygehuse skal flytte. Deres næste store opgave bliver at flytte hospitalerne i Holstebro og Herning til de nye omgivelser i det kommende Regionshospitalet Gødstrup.

Hvordan flytter man et hospital?

Hvem har viden, erfaring og overblik til at løfte og løse en så kæmpestor opgave? Og vel at mærke en flytning af hele to hospitaler ud til splinternye og supermoderne omgivelser i Gødstrup!

Svaret er, at det kan det canadiske firma HCR (Health Care Relocations) fra Toronto. Firmaet har siden 1993 flyttet over 400 sygehuse og senest dele af svenske Karolinska Sygehus i Stockholm med 15.000 ansatte, 1.700 senge og 320.000 kvm og Humber River Hospital i Toronto med 4.000 ansatte 656 senge og et areal på 167.000 kvm.

Opgaven med den overordnede flytterådgivning har lige været i udbud, og to firmaer bød ind, fortæller projektleder Jacob Pedersen fra  Flytteenheden i Hospitalsenheden Vest.

Et tilbud i en klasse for sig selv

"HCR kom med et tilbud, der var i en klasse for sig, så det var nemt at træffe beslutningen. Kontrakten med canadierne er nu underskrevet, og samarbejdet allerede oppe i gear."

 

 

HCR har udviklet en speciel vogn, der gør ned- og udpakningen lettere

I dagene 19.-21. september kommer tre repræsentanter fra firmaet til Danmark, for ved selvsyn at se, hvordan hospitalerne i Holstebro og Herning er indrettet og så selvfølgelig, hvordan det kommende Regionshospitalet Gødstrup tager sig ud.

"HCR`s folk skal med det samme indgå i vores samlede flytteorganisation, fortæller Jacob Pedersen. De får sæde i diverse arbejdsgrupper, og deres første opgave bliver, at lave en evaluering af flytteprocessen; kort sagt kigge os efter i kortene."

Efterfølgende  er det aftalt, at HCR skal vende hurtigt tilbage med deres vurderinger og anbefalinger til den videre proces.

Under det tre dage lange besøg i Herning, Holstebro og Gødstrup skal HCR´s delegation deltage i et væld (10) af møder med nøglepersoner i flytteprocessen og suge til sig af fakta og viden om flytteprojektet.

Planen fremover indeholder jævnlige besøg i det jyske – både fysisk – og på video. Alt i alt forventes et tidsforbrug på 6000 timer.

 Adam Transport er valgt til at forestå den fysiske flytning

HCR skal ikke stå for selve den fysiske flytning, hvor borde, stole, lamper, udstyr med meget mere flyttes fra A til B, men de kommer til at bistå med detaljeplanlægning og koordinering. Det canadiske firma har udviklet deres eget grej – eksempelvis specialudviklede vogne, som gør ned- og udpakningen mindre ressourcekrævende.

Hvem der skal løse selve den fysiske flytning for Hospitalsenheden Vest kom der navn på i tirsdags. Valget faldt på Adam Transport, et af Danmarks største flyttefirmaet med international erfaring.

Fakta om HCR

Firmaet blev grundlagt I 1993 og specialiserer sig i den koordinerende planlægning og den fysiske flytning af de mange afdelinger, der er forbundet med hospitaler og andre sundhedsfaciliteter.

Hovedkvarteret ligger i Toronto, og virksomheden har desuden kontorer i Peterborough og Victoria, Canada samt Elwood City, USA, Brisbane i Australien samt et kontor i Stockholm.