19. december 2018

En 62-årig håndværker fra Herning kom tirsdag eftermiddag ved 13-30-tiden til skade ved en arbejdsulykke på byggepladsen DNV-Gødstrup.

Under arbejdet med en betonskæremaskine – en såkaldt diamantskærer -  på området, der betegnes som Etape 2 (Psykiatrien), mistede håndværkeren, formentlig  i et øjebliks uopmærksomhed, kontrollen med maskinen og blev ramt i ansigtet.

En ambulance blev tilkaldt, og den 62-årige blev straks transporteret til Regionshospitalet Herning. Her valgte sundhedspersonalet på grund af usikkerhed om den tilskadekomne havde pådraget sig nerveskader efter ulykken, at overføre ham  til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Den 62-årige har pådraget sig skader i ansigtet, men ikke på hverken øjne, næse eller mund. Selve kraniet er heller ikke ramt.