Hetag A/S fik pris for ryddelighed overrakt af arbejdsmiljøkonsulent Tanja Andersen

20.06.2017

Snubleulykker på arbejdspladser fylder alt for meget i ulykkesstatistikken. Årligt kommer ca. 1600 personer alvorligt til skade på arbejdspladsen, fordi de enten, falder, glider eller snubler.

På den store hospitalsbyggeplads i Gødstrup er der fokus på sikkerheden og fornylig blev kampagnen "Sikker færdsel på byggeplads" afviklet. Kampagnens centrale budskab var, at snubleulykker kan forebygges ved orden og ryddelighed.

Kort sagt at have fokus på, at holde adgangsvejene på byggepladsen flotte og ryddelige, og sørge for, at der ikke er noget, der ligger og flyder.

Det budskab havde Firmaet Hetag A/S, der laver tagpaparbejder som underleverandør til JFP i Servicebyen, til fulde forstået.  De havde tænkt det ekstra skridt, og for den indsats overrakte bygherrens repræsentant, arbejdsmiljøkonsulent Tanja Andersen, forleden diplom og lækker chokolade til håndværkerne.