13.01.2017

8 grader varmt grundvand skal supplere den samlede køleløsning på det kommende sygehus i Gødstrup.

En geologisk rapport konkluderede for et par år siden, at det ville være en god ide at etablere et grundvandskøleanlæg i Gødstrup. På den baggrund blev en prøveboring 120 meter under jordoverfladen i Gødstrup sat i værk, fortæller teknisk koordinator i DNV-Gødstrups projektsekretariat, Jørgen Baadsgaard.

Resultatet var positivt, og grundvandskøling som en mulighed for en bæredygtig køleløsning i DNV-Gødstrup bliver nu en realitet.

Et hospital skal bruge ca. tre gange så meget køl som varme (opgjort i MWh) for at leve op til de fastsatte indeklimakrav samt køling af forskelligt teknisk udstyr. Derfor ønskes der etableret et grundvandskøleanlæg på ca. 1.6 MW.

Et grundvandskøleanlæg bruger grundvand til køling om sommeren, og om vinteren vendes strømningsretningen for igen at nedkøle grundvandsmagasinet.

Med forundersøgelserne vel afsluttet, behandler Forretningsudvalget i Region Midtjylland på sit møde tirsdag d. 17. januar en godkendelse af en anlægsbevilling på 8, 8 mio. kr. til etablering af grundvandskøl i Gødstrup. 1 mio. af beløbet blev tilbage  i 2014 bevilget til forundersøgelsen.

 

Flere oplysninger

Projektchef Michael Hyllegaard på tlf. 24470234

Teknisk koordinator Jørgen Baadsgaard på tlf. 78438766