Tak, fordi I er nået hertil. I gør det godt, var projektchef Michael Hyllegaards ord til håndværkerne. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

23.02.2017

Tilbage i maj 2016 blev det markeret med skulderklap, tak og varme pølser til håndværkere og entreprenører, at det sidste betonelement på nordsiden af Etape 1 i Gødstrup var monteret

Siden da er der arbejdet støt og solidt, og i går var det igen tid til intern markering af endnu en milepæl i hospitalsbyggeriet i Gødstrup.

De allersidste elementer på Etape 1 er nu ved at være rejst, og arbejdet inden døre på etapens i alt 102.00 kvm er i fuld gang og fremdrift.

Derfor parkerede pølsevognen igen i Gødstrup.

At servere pølser og hotdogs til godt 100 håndværkere og entreprenører kræver en sikker hånd. Og netop det har pølsemanden Jørgen Trosborg og hans folk. Trosborg selv har papir på, at have lavet 100 hotdogs på 14 minutter og 21 sekunder! En rekord, der er noteret i Guiness Book of Records.   

I går var der også fart på, men alle nåede at blive forsynet, inden projektchef Michael Hyllegaard besteg talerstolen i bygning 18.02, hvor gynækologien får lokaler, når hospitalet tages i brug i 2020.

Projektchefen noterede med stolthed, at det går rigtig godt på byggepladsen og uddelte verbale roser til håndværkerne og entreprenører for en bundsolidt indsats.

"Tak, fordi I er nået hertil. I gør det godt," var ordene, der blev afsluttet med solo klapsalve fra projektchefen selv, inden hele forsamlingen klappede med.