Kristoffer Lisberg fra firmaet CNS Energi APS i færd med at trække kabler mellem solcellerne. (Foto: Søren Braad Andersen/Kommunikation)

09.08.2017

Skulder ved skulder står stribevis af solpaneler nu klar i Energiparken i Gødstrup til at suge sol og energi fra solens stråler

6.340 kvm solceller er i løbet af de seneste ugers regn og blæst monteret i det allernordligste område af sygehusbyggepladsen i Gødstrup af entreprenøren Viasol. Energiparkens areal er ca. 24.000 kvm – svarende til 3 fodboldbaner.

Viasols underleverandør CNS Energi APS er i disse uger ved at trække kabler rundt mellem solcellerne samt nedgrave kabelfremføringen til den kommende transformerstation. Herefter skal EnergiMidt tilslutte solcellerne.

Strøm kommer til efteråret

"Planen er, at der kommer strøm produceret af solcellerne i løbet af efteråret, muligvis allerede i uge 42," fortæller projektleder Kasper Hammershøj fra DNV-Gødstrups projektsekretariat.

I første omgang er det skurbyen og byggepladsen, der får glæde af produktionen, mens hospitalet stadig bygges. Energien fra solcellerne er således med til at reducere omkostningerne på elforbruget i skurbyen.

 

Energiparkens solceller set fra byggepladsen. (Foto: Charlotte Feldbæk Ranneries/Kommunikation)

Senere skal Energiparken levere vedvarende energi til det kommende nye sygehus.

Solcellerne skal årligt producere 954.000 kwh, hvilket svarer til en årlig gevinst på 1,5 mio. kr. Produktionen svarer til ca. 240 husstandes årlige elforbrug.

Det samlede budget for Energiparken er på knap 16 mio. kroner.