UV-bestråling har allerede en dokumenteret effekt på eksempelvis fødevarer. Levnedsmiddelbranchen ved af erfaring, at bestråles fødevarer - så dræbes bakterierne - og derved øges produkternes langtidsholdbarhed.

5. september 2016 

Spørgsmålet for en arbejdsgruppe i Hospitalsenheden Vest med teknisk koordinator Jørgen Baadsgaard i spidsen er nu, om UV-bestråling også kan gøre gavn på et nyt stort hospital? Når DNV-Gødstrup om få år er en levende realitet, skal der mange gange dagligt transporteres instrumenter til OP-afsnittet via logistikgangene i kælderen.

Transporten skal ske med hjælp af AGV-robotter (Automated Guided Vehichles). AGV-robotterne skal udgå fra Sterilcentralen, der kan betegnes som et kontrollerbart område rent hygiejnemæssigt. Så, når AGV-robotten sætter sig i bevægelse, er "lasten" pinlig ren. Udfordringen er nu transporten gennem gange, der måske ikke har samme renhedsklasse som Sterilcentralen eller operationsafdelingen.

Det betyder, at casecartene, hvori instrumenterne til operationer opbevares, kan være en risiko for støvdannelser mv., hvilket vil være uheldigt at få direkte ind på operationsstuen.

Transport via elevator

Transporten mod operationsstuerne på 2. sal i det område, der p.t. betegnes som 1. Etape, vil til sin tid gå via en elevator, og det er her UV-testen skal finde sted. Selve UV-bestrålingen skal nemlig foregå, mens AGV-robot med last er i elevatoren.

Hvor lang tid AGV'en skal være i elevatoren, inden døren lukkes op, skal testes, og det skal desuden klargøres, hvordan proceduren skal foregå rent sikkerhedsmæssigt. UV-stråling er ikke for mennesker, så sikkerheden er alfa og omega.

- Vi har tilknyttet mikrobiologer og hospitalets hygiejneorganisation, der skal være med til at teste, hvor effektivt UV-bestråling er, fortæller Jørgen Baadsgaard. Firmaet FHS Scandinavia, der har kompetencer inden for UV-bestråling, er også repræsenteret i arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen har til en start en række væsentlige spørgsmål at tage stilling til. Hvad betyder det eksempelvis, at noget er "rent". Hvor rent er rent, og hvilke standarder skal der være?

Testen foregår i Innovationsstalden 

Selve testen skal foregå i Innovationsstalden i Gødstrup, fortæller Jørgen Baadsgaard. Her bygges en såkaldt mock-up af en elevator op, og det er her en arbejdsgruppe bl.a. med deltagelse af mikrobiologer, skal undersøge om UV-bestråling er en god ide.

Testen er et pilotprojekt, så tiden må vise, om UV-bestråling er den rigtige metode for DNV-Gødstrup. Vi håber at kunne konkludere på det om et par måneder, siger teknisk koordinator Jørgen Baadsgaard fra DNV-Gødstrups Projektsekretariat.

Hvis konklusionen bliver et ja til UV-bestråling vil der dagligt kunne spares mange ressourcer på manuel rengøring af casecard vogne, inden de transporteres ind på operationsstuen.

For yderlige information: Teknisk Koordinator Jørgen Baadsgaard, DNV-Gødstrups Projektsekretariat på tlf. 23356490.