En helt ny by med fokus på nordiske værdier, fælleskab og sundhed, vil om få år blive en attraktiv nabo  til det kommende  hospital DNV-Gødstrup.

1. juni 2016

”Ny Nordisk By” er den foreløbige hovedoverskrift for et spændende og inspirerende boligområde for 4000-5000 mennesker i Helstrup – lige ved siden af den store hospitalsbyggeplads i Gødstrup. Den nye by, der stadig kun er på tegnebrættet, vil få 1800 boliger.

Det tætte naboskab er ingen tilfældighed. Herning Kommune påtænker at etablere et  nyskabende  og interessant område, som også kan tiltrække potentiel arbejdskraft til DNV-Gødstrup.  Byudviklingen  ved Helstrup tæt på det kommende sygehus skal sikre en tæt sammenhæng mellem hospitalet og ny byudvikling i området. Region Midtjylland og Hospitalsenheden Vest er derfor inviteret til at deltage i arbejdsprocessen  for planlægningen af området.

Synergi til hospitalet

I projektbeskrivelsen beskriver Herning Kommune visionen om at skabe synergi til det kommende hospital. Sammenhængen mellem DNV-Gødstrup og byudviklingen i Helstrup skal være en inviterende og meningsskabende ressource.

Inspirationen  til hvordan husene i den nye bydel kan se ud, er bl.a. kommet fra Amsterdam, fortæller arkitekt Christian Stenbo fra Herning Kommune.

Projektet er ”kun” i sin vorden, og vi skal sandsynligvis hen i 2017 før realisering og udstykning  i parceller bliver en realitet.

Herning Kommune har blandt fire inviterede deltagere i prækvalifikationen udvalgt Arkitema Architects til at lave masterplanen for området.