Rasmus Saaby er lærling hos murer og entreprenør virksomheden EMR og arbejder p.t. på byggepladsen i Gødstrup. Foto: Emil Steen Sanggaard.

17-årige Rasmus Saaby fra Herning er én af i alt 13 unge, der har fået en lærlingekontrakt i forbindelse med det store sygehusbyggeri i Gødstrup

11. september 2015 

Rasmus snuste i sommer et par uger til arbejdet på en byggeplads som ungarbejder. Efterfølgende var han så heldig at få en lærlingekontrakt med murer og entreprenør virksomheden EMR. Siden 3. august har han arbejdet inden for området beton og er på vej til at blive bygningsstruktør.

Flere hundrede praktik- og lærlingepladser skabt

Sygehusbyggerierne rundt omkring i de danske regioner har de seneste år skabt hundreder af praktik- og lærlingepladser, viser ny statistik fra Danske Regioner.

I DNV Gødstrup har vi i perioden 19.6.14 til 1. juli i år haft tilknyttet 13 lærlinge inden for området jord og beton, fortæller byggeteknisk koordinator Finn Brødbæk fra DNV-Gødstrups Projektsekretariat.

Sociale klausuler stiller krav

Gennem sociale klausuler bliver der stillet krav til entreprenører og underentreprenører om at oprette praktik- og lærlingepladser. Helt konkret skal 6. pct. af det samlede årsværk på byggepladsen være lærlingepladser.

Indtil videre er der på landsplan skabt over 320 praktik- lærlingepladser, og langt de fleste af pladserne er skabt i Region Midtjylland. Det Nye Universitetshospital i Aarhus, der er længst fremme i byggeprocessen, står for størstedelen af pladserne.