10. december 2015

Et nyt interaktivt 3D spil gør det nemmere at forudse og undgå ulykker på byggepladsen. Det viser erfaringer fra byggeriet af det nye sygehus DNV-Gødstrup.

Som det første danske byggeprojekt anvendes en virtuel 3D udgave af byggepladsen i Gødstrup som sikkerhedsintroduktion til de 5000 medarbejdere, der skal have adgang til byggepladsen i anlægsperioden frem til 2019.

Sikkerhedsøvelser 

”Det webbaserede, interaktive 3D spil fører medarbejderne igennem en række sikkerhedsøvelser på den virtuelle byggeplads. Spillet engagerer medarbejderne i sikkerhedsintroduktionen og lærer dem at handle og tage ansvar for egen sikkerhed. Det forbedrer deres evne til at se ulykken før den sker ude på selve byggepladsen”, forklarer Åge Staghøj fra Rambøll, der er arbejdsmiljøchef på DNV-Gødstrup og har udviklet den interaktive 3D platform.

Slut med informationsmøder

Metoden gør dermed op med informationsmøder, hvor medarbejderne passivt modtager information, som er den traditionelle måde at sikkerhedsintroducere personale til byggepladser.

”Som hospital har vi stor fokus på ikke at skabe kunder i egen butik. Vi har fra starten haft en ambition om 0 alvorlige ulykker på byggepladsen. Derfor ville vi gerne prøve noget andet end den traditionelle måde at sikkerhedsintroducere ansatte og ledere til byggepladsen på, hvor de modtager information på et stormøde og derefter skal gå ud og handle på det på byggepladsen”, siger Michael Hyllegaard, Projektchef, DNV-Gødstrup.

1000 medarbejdere har bestået 

De første 1000 medarbejdere, der skal have adgang til byggepladsen, har netop nu bestået bygherrens obligatoriske sikkerhedsintroduktion, og metoden virker.

”Vi ligger under halvdelen af branchens gennemsnitlige ulykkesfrekvens” fortæller Michael Hyllegaard, projektchef, DNV-Gødstrup. ”Det virker, fordi medarbejderne via det interaktive spil får handlingskompetencer og derfor selv tager ansvar for at se ulykkerne, før de sker. Og fordi sikkerhedsintroduktionen er meget intens. Hvor du traditionelt vil holde stormøder med 20-50 personer af gangen, er det her kun en lille flok, der gennemgår sikkerhedsintroduktionen ad gangen, samtidig med at de møder arbejdsmiljøkoordinatoren, der håndterer arbejdsmiljøet ude på byggepladsen”.

 

Se eksempel på den virtuelle sikkerhedsintroduktion her: https://www.youtube.com/watch?v=_40VI9g_p5M&feature=youtu.be