Sikkerheden har topprioritet i byggeriet af DNV-Gødstrup. Alle der arbejder på pladsen bliver tilskyndet til at melde potentielt farlige situationer ind, før der sker ulykker. Og hvis det er gode tips, så vanker der en belønning.



Det var en sød belønning til kaffen ,der ventede byggerne på pladsen i Gødstrup om morgenen d. 1. april.

Selvom det var 1. april, så var medarbejderne på byggepladsen i Gødstrup ikke for mistænksomme til at samle sig i kaffestuen, da bygherrens arbejdsmiljøansvarlige, Anne Mette Hansen kaldte til et lille morgenmøde.

Og der var da heller ikke nogen grund til at tro, at der skulle stikke en spøg under, for Anne Mette havde morgenbasser med til alle mand.

Anledningen var, at arbejdsmiljø-organisationen havde modtaget det første bud på en uhensigtsmæssig situation, som kunne rettes op, inden den ville føre til ulykker på pladsen.

Med sikkerheden så meget i fokus, som den er på byggepladsen i Gødstrup, er der blevet indført et system, hvor alle medarbejdere på pladsen bliver tilskyndet til at melde ind via billeder og skemaer, hvis de ser noget, som kan udgøre en fare og skal rettes op.

Undervejs i byggeriet vil indsendte forslag blive belønnet, og den 1. april var altså første gang, at det blev belønnet, at en medatrbejder havde taget del i det fælles ansvar for arbejdsmiljøet på byggepladsen i Gødstrup.